fredag den 24. juli 2009

Sommer??

BØH! Ja, der var nok en enkelt eller to der blev lidt bange..

Det er ret længe siden jeg sidst har skrevet en blog og forklaringen kommer senere. Først kommer der en del af en sang (medtager kun omkvædet):

"Ferie, ferie, ferie
Slap nu af, du har fri
og syng en glad melodi
Op mod Solen ler vi,
den vil skinne til ferien er forbi"

Og jeg prøver virkelig at le op mod Solen, men hvor er den? Lige for tiden regner det ret meget, og det gider jeg da egentlig ikke! Vil gerne have Solen tilbage. Men nu er det sådan, at jeg er et dannet menneske, og som kommende astrofysiker (begynder jeg på om 1 måned) så har jeg læst lidt på lektien, og jeg ved at Solen er lige bag ved de store regnskyer. Jeg ved at Solen altid vil være i ca. 150 millioner km fra mig som næsten er gennemsnitsafstanden fra Jorden til Solen (variere da Jordens bane rundt om Solen er en ellipse). Jeg ved også at Solen først stiller træskoene om ca. 5 milliarder år!! Når Solen dør, hvilket jeg egentlig godt gad at opleve af en eller anden syg grund, ender den med at se sådan ca ud som på billedet til højre. Det hedder en planetarisk tåge. Det hvide inde i midten kaldes en hvis dværg og er det der er tilbage af Solen.
Hvorom alting er, så er der nogle kraftige regnskyer i vejen, så jeg kan ikke se Solen med mit blotte øje.

Nå, men grunden til at jeg ikke har skrevet i lang tid er, at der ikke rigtig er sket så meget. Jeg har bare fjollet lidt rundt uden det store formål. Sat med min computer og spildt tiden, set Tour de France, læst en smule og være lidt sammen med venner og familie. F.eks. var jeg hjemme ved Kristian og Pernille i går. Kristian er en god ven som skal til at læse fysik på 3. år, altså han har læst i et år mere end mig og derfra kender jeg ham. Pernille er hans kæreste. De inviterede mig hjem til dem, så vi kunne spise og spille lidt nintendo64. Det var egentlig også meningen, at Kristian og jeg skulle spille pool inden, men det blev rykket til i dag og jeg kom hjem for en times tid siden. Det var meget hyggeligt og jeg vandt, hvilket også lige manglede efter han bankede mig i Mario Cart igår! :)

Planerne for i dag er små eftersom dagen snart er omme og det regner uden for. Jeg tror bare jeg vil glo lidt tv og spilde noget mere tid på at lave meningsløse ting på min computer :P

På søndag skal jeg til barnedåb. Det er min fætter og kusine der skal døbes. De skal nok hedde et eller andet spøjst. Min fætter skal hedde Frederik, og så er han næsten kongelig med alle sine bonusnavne! Jeg aner ikke hvad min kusine skal hedde, og jeg har det ellers fået fortalt, så det bliver sjovt at høre :)

Nu er jeg allerede ved at løbe tør for stof igen. Jeg er så småt begyndt at glæde mig til at komme igang, men det er mest fordi jeg skal være tutor. Er sikker på, at det bliver super fedt! Glæder mig til at fortæller hvor sejt det er, at læse fysik. Fortælle at det faktisk er det bedste i verden og alle andre naturvidenskabelige fag (pånær matematik som er et redskab) bare er en konsekvens af fysik. Jeg er også sikker op, at der er mange som faktisk kender en del kendte fysikere. Noget som ingen andre fag kan prale af (nævn f.eks. en kendt læge). Af kendte fysikerer må den bedste være Albert Einstein som stod bag relativitetsteorien. Det var også ham der påviste at der måtte findes atomer ved at se på noget der hedder Brownske bevægelser. Vi har også to danskere som kan nævnes, Niels Bohr, en af mændene bag kvantemekanikken og H.C. Ørsted der fandt ud af at der er et magnetfelt om en strømførende ledning. Der findes også mange andre, men det er ikke sikker I kender til dem :) Jo, måske lige Newton, han er også ret god :D (ikke, Ukba? :P)

Det må være det for denne her gang. Traditionen tro er der ikke læst korrektur, da jeg ser det som tidsspild, og det laver jeg nok af for tiden! Mere tidsspilde vil resultere i et spildt liv :P

Farvel med jer, til jeg skriver igen. Kommentere gerne mit indlæg :)